Kunstudstilling på Fussingø Slot i påsken

02. april 2023 10:00 — 17:00


Fussingø-gruppen fejrer det gryende forår med en stor kunstudstilling på slottet ved Fussing Sø. Igen i år er det lykkedes at samle en række etablerede, erfarne og engagerede kunstnere, som repræsenterer forskellige genrer inden for billedkunstens og formgivningens verden.

Flere af kunstnerne har tidligere udstillet i de unikke lokaler på slottet og ved lignende udstillinger og særudstillinger i ind- og udland.

På udstillingen præsenterer de 13 kunstnere bl.a. keramik, akryl- og oliemaling, glaskunst og akvarelmaling samt bronzekunst. Også mere utraditionelle, overraskende og finurlige udtryksformer har fundet vej til udstillingen. I år kommer bl.a. også undervandsfotografering i spil.

Inspirationen til kunstværkerne er ifølge udstillerne hentet fra ind- og udland, fra natur og dyreliv, fra musikkens og myternes verden, fra det dybe hav og fra landskaber i samspil med mennesker.

Udstillingen åbnes søndag den 2. april, kl. 10. Samme dag er der fernisering. Åbningstalen holdes kl. 11 ved Randers Kommunes 1. viceborgmester Claus Berggren.

Traditionen tro ledsages åbningen af udstillingen af lystig musik. Det musikalske indslag leveres også i år af Kirsten Lundorff og Leif Madsen fra den velkendte spillemandsgruppe fra Rebild.

I de følgende påskedage 6. - 10. april er udstillingen åben alle dage i tidsrummet kl. 10 – 17.

Efter rundgangen på udstillingen kan indtrykkene bearbejdes over en kop kaffe med tilhørende Fussingø-kringle i det gamle, men nyrenoverede slotskøkken, i cafélokalerne eller – hvis vejret indbyder til det – foran slottet, hvor man samtidig kan nyde udsigten til den smukke park og den omgivende skov.

Det koster 30 kr. at besøge udstillingen, og der er gratis parkering ved slottet.