Skrevet 2025-10-10 19:27. Opdateret 2025-10-10 19:54.
Traditionen tro, når bladene er faldet af træerne og vinterkulden nærmer sig, så er det tid til strik
og hygge. Derfor danner Fussingø Slot igen rammen om Fussingø-gruppens årlige
strikkeweekend. Dørene åbnes til den farverige udstilling den 1. og 2. november i tidsrummet kl.
10 - 16.
-Vi har fundet en række udstillere, der både repræsenterer strik og andre former for håndarbejde,
fortæller Birthe Balsby, der er gruppens koordinator på udstillingen.
Nogle af udstillerne har været med før, men har udvidet sortimentet med nye garntyper og
spændende designs. Andre er nye på Fussingø Slot. Det gælder bl.a. Bettina Holmquist, som har
specialiseret sig i den enkle og sjove multipatent. Tina Schjelde, der laver tasker og strikketilbehør
i rester fra møbelindustrien, er også et spændende nyt bekendtskab.
Blandt udstillerne er en mor og hendes datter med base i Påby ved Kolding. De vil vise eksempler
på planter, som de indsamler i lokalområdet og farver deres garn med.
Besøgende, som interesserer sig for broderi, vil kunne finde nyt udstyr hos Skadhauge design, som
sælger broderikits, medens Rikke Lyng fra “Moonfeather” tryller med nål og tråd.
I år er der flere uldproducenter blandt udstillerne: Elsebeth Banke fra Horn Skovgård kommer
med uld fra egne får i naturlige grå nuancer og Sønderby Gårdbutik ved Jette Marie Rasmussen
sælger uld fra egne får, geder og kaniner.
Lækkert garn og strik fortjener at blive at blive opbevaret og fremvist i en præsentabel
”indpakning”. Til det formål har Hans Tinggaard drejet en række strikkeskåle i træ, som han viser
på udstillingen.
-Som sædvanlig vil vi gerne vise, hvad garnrester kan bruges til. Derfor har vi også i år inviteret
“Fjellerups seje Sild” til at sælge nogle af de produkter, som de har strikket og hæklet, siger Birthe
Balsby. Hun tilføjer, at gruppen som tidligere modtager garnrester med tak.
Også “Spindekællingerne” er med denne gang. De viser, hvordan man kan spinde sit eget garn.
Man kan læse mere om de enkelte udstillere på www.fussingoeslot.dk/begivenheder/43
--------------