Jul på slottet

Skrevet 2025-11-06 14:34. Opdateret 2025-11-06 20:24.

Fussingø-gruppens julemarked afholdes traditionen tro den sidste weekend i november. Og som

sædvanlig har de frivillige hjælpere lagt alle kræfter i for at skabe rigtig julestemning i og omkring

det gamle slot. Begge dage – 29. og 30. november - er der åbent i tidsrummet kl. 10-16.

Der bliver pyntet op med graner og kristtjørn, dekorationer, nisser og svævende engle i de store

vinduer. Julelysene vil blafre og tænde minder om glade stunder, og i de højloftede stuer har 22

forskellige udstillere taget opstilling. Fra deres boder sælger de hjemmelavede kvalitetsvarer som

juledekorationer, adventskranse, juletræer, keramik, trædrejning, pileflet, bagværk og chokolade.

-Udstillerne er udvalgte, så der er garanti for kvalitet, diversitet og pæne ting, fortæller Mie

Svendsen, som er koordinator for arrangementet. -Som vanlig har vi kendte og lokale folk der

sælger kendte varer, men der er også mange nyheder og nye udstillere, der arbejder med

håndarbejder, strik, hækling, syning, filtning og meget mere.  Her er mulighed for at købe

kalendergaver, julegaver, pynt og noget til den søde tand, siger hun. 

I boderne kan man også købe flotte ting til at pynte op med derhjemme, på juletræet, på

julebordet, i huset og i haven. Der er mange ideer til adventsgaver og julegaveindkøb. Uden for

slottet står mandelvognen og sender liflige dufte af brændte mandler over området, og her kan

også købes pyntegrønt og juletræer.

Alle varer sælges til rimelige priser, og en del af salget går til Fussingø-gruppens arbejde med at

vedligeholde slottet.

Fussingø-Gruppen har fokus på, at også børnene skal have en god oplevelse ved at komme på

julemarked. Derfor er der arrangeret en lille konkurrence med tilhørende gevinst. I et af lokalerne

er der indrettet et hyggeligt klipperum, hvor det lille juletræ kan pyntes og hvorfra børnene kan

tage deres eget juleklip med hjem.

I slottets køkken vil der dufte af æbleskiver og julegløgg, og på kanderne er der varme drikke, som

man kan lune sig ved i det kølige efterårsvejr. Til julemarkedet udvides caféområdet for at

tilgodese de mange gæster, der gerne vil sidde og hygge sig med julelækkerierne.

Entréen er gratis for børn og stadig kun 30 kr. for voksne. Der er gratis parkering på slottets

parkeringsplads.

-------------