Skrevet 2026-05-21 10:50 . Opdateret 2026-08-04 21:49.
Kulturuge med indlagt debatdag om kulturfællesskaber
Dette års kulturuge i Øster Bjerregrav, Fussingø og Ålum strækker sig igen over 11dage - fra den 28.
august til den 7. september. Områdets beboere og de mange tilrejsende gæster, der plejer at deltage,
kan endnu en gang glæde sig til en bred vifte af aktiviteter og kulturelle indslag, som ildsjælene i de
arrangerende foreninger har stablet på benene. Både Elro Fonden og Randers Kommune støtter op om
initiativet med økonomiske tilskud.
Bredt program
Programmet indledes med en tre dages udstilling af kunsthåndværk på Fussingø Slot. De to første
dage vil der sideløbende være både koncert og børneunderholdning i Ø. Bjerregrav. Fredagens koncert
leveres af sangerinden, guitaristen og komponisten Michelle Birkballe, medens børneunderholdningen
er lagt i hænderne på Maja & Mingus.
Om søndagen er der som tidligere gudstjeneste i Ålum og Ø. Bjerregrav kirker. I år får gudstjenesten
et særligt præg, idet det bliver sognepræst Søren Dam Kjeldsens afskedsgudstjeneste.
De musikalske indslag leveres også i år af en række kendte navne fra den danske musikscene. Den 1.
september kan man opleve sangerinden Kirsten Siggaard i Bjerregrav Centret, og dagen før – den 31.
august - er det Bent og Anders Bro, der står for underholdningen i Naturskolen på Fussingø. Den 3.
september fylder soul- og gospelsanger Marie Carmen Koppel kirkerummet med sin bevægende og
intense stemme i Ø. Bjerregrav, og den 7. september sætter Erik Grip punktum for kulturugen med en
slotskoncert på Fussingø Slot.
Onsdag den 2. september kan både kl. 17 og kl. 19 komme med på en helt speciel havevandring i
haven og parken omkring Fussingø Slot. To performere fra Randers Tester fører publikum rundt i
havens rum og inviterer til at åbne dine sanser i mødet med specifikke planters poetiske og sanselige
anatomi.
I Ålum er der lagt op til et brag af en koncert, når bandet The Young Ones Reunion indtager
forsamlingshuset på Viborgvej lørdag den 5. september, kl. 19.30.
I løbet af kulturugen er der også mulighed for at få tilfredsstillet lysten til selv at ”optræde”.
Bogbussen, som hver tirsdag eftermiddag gør holdt ved kirken i Ålum og ved Brugsen i Ø. Bjerregrav,
vil den 1. september medbringe en musikant og et antal sangbøger til brug i eller uden for bussen.
Er man til hyggeligt samvær med familie og venner byder Ø. Bjerregrav om fredagen på
familiekomsammen i Bjerregrav Hallen.
Debatlørdag
Et forholdsvis nyt indslag i kulturugen er ’Folkemødet Randers på landet’. Det afholdes i Naturskolen
på Fussingø lørdag den 5. september i tidsrummet kl. 10.00-13.30 Hensigten med mødet er at skabe
debat om udviklingen i kommunens landdistrikter og udveksle ideer og erfaringer med og mellem
beboere, som allerede har gennemført forskellige tiltag.
I mødet deltager kulturudvalgsformand Erik Bo Andersen samt tovholderne for en række lokale
projekter i Randers’ opland. Der er 5 bemandede stande i de tilstødende lokaler, som bl.a. skal levere
input til den afsluttende debattime. Her vil der også være indlæg fra byrådsmedlem Anne Hjortshøj og
fra Randers Eventsekretariat.
Som afslutning på mødet håber arrangørerne at kunne præsentere en række konkrete forslag til et
stærkere kulturelt samarbejde mellem landsbyerne indbyrdes og mellem landsbyerne og Randers
Kommune.
Det er gratis at deltage i arrangementet, men af hensyn til traktementet anbefaler arrangørerne, at
interesserede tilmelder sig til vores formand Ingerlis Mørup imorup332gmail.com
Billetkrav
Arrangørerne gør opmærksom på, at der kræves billet til nogle af arrangementerne. På grund af
tilskudsordningen med Elro Fonden og Randers Kommune er der for alle arrangementer tale om en
yderst favorabel billetpris.
Billetterne kan forudbestilles via MobilePay eller via telefonnr. Begge dele fremgår af det officielle
program, som bl. a. kan læses i de lokale ugeaviser. Programmet og kontaktpersoner er også
offentliggjort på www.fussingoeslot.dk, flere lokale hjemmesider og på Facebook.